fbpx

5 fede jobmuligheder i sportsbranchen

Sportsbranchen er et enormt bredt segment, og det kan være svært at finde rundt i hvad der er op og ned i alle de jobmuligheder der er. Derfor har vi lavet en lille guide til fem af de fede jobs, man typisk vil støde på i sportsbranchen. Om du er interesseret i lederskab, kampanalyser eller noget helt tredje, så vil du her kunne danne dig et overblik over, hvad sporsbranchen byder på af muligheder.

Foto: Stock

Tekst: Albert Lund Kuhlmann

Sponsoransvarlig

Som sponsoransvarlig er du en vigtig del af sportsorganisationerne, da det er dig der sikrer foreningens økonomiske overlevelse. På samme måde kan du også være ansvarlig for enkelte sportsudøveres sponsorater, hvilket er en utrolig vigtig faktor, fordi det i de fleste tilfælde vil være det, atleterne i sidste ende vil tjene størstedelen af deres penge på. Som sponsoransvarlig har du først og fremmest ansvaret for at finde sponsorer. Det er din opgave at lægge hovedet i blød, og forsøge at finde frem til hvilke sponsoraftaler der kunne være fordelagtige at lave – både for din forening, men også for sponsoren. Og så er det din opgave at sørge for, at begge parter er tilfredse med den aftale der bliver lavet. Som sponsoransvarlig er det vigtigt, at du kender den organisation eller den sportsudøver du arbejder for helt ind til benet, du skal nemlig kunne have en solidt grundlag for at træffe afgørende økonomiske beslutninger, og så skal du have styr på, hvad du kan tilbyde de potentielle sponsorer. 

Projektleder

Projektleder er en titel som mange har påtaget sig, og som ikke er knyttet til én bestemt branche. Derfor er det også en titel, der dukker op i mange forbund, klubber og sportsorganisationer, og det vil typisk være en af de stillinger man kan blive ansat i, i sportsbranchen. Som projektleder indenfor sport er din opgave at holde styr på de projekter der er i gang i hos den organisation du arbejder for. I et forbund der dyrker holdsport, kunne det eksempelvis være at have ansvar for alle holdets hjemmekampe. Her ville projektlederen så skulle strukturere alle de tråde, og dirigere alle de facetter, der i sidste ende bidrager til et godt slutprodukt. En projektleder kan også være med at til at udvikle nye koncepter, turneringer og stævner, og sørge for at de bliver planlagt og afholdt så gnidningsfrit som muligt. Der vil altid være brug for en projektleder i en sportsorganisation, og derfor er der altid brug for flere af slagsen.


Sportschef

En sportschef kaldes også en sportsmanager, og er ofte den person, der er ansvarlig for at sammensætte ledelsen i en sportsforening. I dag ser vi, at flere og flere sportschefer faktisk har baggrunde, der ikke nødvendigvis har rødder i sports verden. Alligevel er det ofte enten trænere eller udøvende atleter fra foreningen der ender med at tage posten som sportschef.
En sportschefs opgaver er ekstremt varierende fra forening til forening. Nogen arbejder fuldtid, nogen arbejder deltid. Nogen har et udpræget kontorarbejde, og har også ansvaret for markedsføring og sociale medier. Og nogen kombinerer kontorarbejdet med mere praktisk orinterede opgaver som for eksempel vedligeholdelse af faciliteter eller træning. Det har selvfølgelig stor betydning hvilken slags forening eller sammenslutning du arbejder i. 
Typisk vil en sportschef dog, være den der står for at lave og forhandle kontrakter med atleter, samt være den der har fingeren på pulsen i forhold til at finde nye talenter i andre dele af sportsbranchen.

Sportsagent

Som sportsagent vil du typisk fremstå som idrættens repræsentant udadtil. Det kan være du får opgaver der involverer at tage sig af forksellige former for kommunikation. For eksempel kunne det være offentlige udtalelser, kontakt til andre foreninger eller sponsorkontrakter der skal udvikles. Derudover er sportsagenten også typisk den i foreningen, der får mulighed for at rejse rundt i verden. I stillingen kommer du nemlig til at bruge meget af din tid, på at holde øje med hvad der foregår i de foreninger, der minder om den, du er ansat i. Derfor vil du sikkert få mulighed for at tage rundt både ind- og udland for at tage rundt til konkurrencer og møde andre folk fra sportsbranchen – både atleter og alle dem i bagmaskineriet – for at være den første til at opdage hvilke atleter der vil passe perfekt ind i din forening. En del af jobbet kunne også sagtens bestå i at holde øje med andre sportsgrene for at få et så varieret helhedsindtryk af branchen som muligt.

Kampanalytiker

Hvad laver en kampanalytiker egentlig? Og hvad kræver det, at kommer til at arbejde som det? Som kampanalytiker er det dit job at have styr på alle de kampe og turneringer der foregår, og som på nogen måde kan have indvirkning på den forening eller det hold, du arbejder for. Det kræver rigtig meget research, tålmodighed og tid at være en dygtig kampanalytiker, men det er både spændende og ekstremt brugbart, når man forstår at bruge, den viden man tilegner sig, til at hjælpe sit eget hold til at forberede sig så grundigt som muligt. Som kampanalytiker skal man både have blik for at få øje på de afgørende detaljer, og analysere sig frem til den information som er relevant at videreformidle til både atleterne og trænerne. Din fornemeste opgave er altså, at klæde atleter og trænere på til at vinde over deres modstandere i fremtidige opgør. Som hjælp vil en kampanalytiker typisk bruge databehandlingsprogrammer, som kan analysere resultater, turneringer og kampe og på den måde hjælpe til med, at finde ud af hvilke knapper der skal trykkes på fremover.

Hvis du synes de her jobs lyder spændende, og du har lyst til at dygtiggøre dig inden for én eller flere af dem, så læs mere om vores kursus og find ud af, om det er noget for dig.

// Udgivet 22/04-2021