jobs i sportsbranchen, jobmuligheder i sportsbranchen, jobs i sportens verden, foreningslivet, stadionlivet, hvad kan jeg blive,

15 fede jobmuligheder i sportsbranchen

Sportsbranchen er fyldt med muligheder. Men hvad gør du, når du elsker sport, men ikke selv skal være udøvende atlet? Vi har opstillet og beskrevet 15 forskellige jobs, så du kan blive klogere på, hvordan du kan gøre karriere i sportsbranchen!

Foto: Stock
Tekst: Albert Lund Kuhlmann

Sportsbranchen er et enormt bredt segment, og det kan være svært at finde rundt i hvad der er op og ned i alle de jobmuligheder der er. Derfor har vi lavet en lille guide til 15 af de fede jobs, man typisk vil støde på i sportsbranchen. Om du er interesseret i lederskab, kampanalyser, stadionlivet eller noget helt fjerde, så vil du her kunne danne dig et overblik over, hvad sporsbranchen byder på af muligheder.

Sponsoransvarlig

Som sponsoransvarlig er du en vigtig del af sportsorganisationerne, da det er dig der sikrer foreningens økonomiske overlevelse. På samme måde kan du også være ansvarlig for enkelte sportsudøveres sponsorater, hvilket er en utrolig vigtig faktor, fordi det i de fleste tilfælde vil være det, atleterne i sidste ende vil tjene størstedelen af deres penge på. Som sponsoransvarlig har du først og fremmest ansvaret for at finde sponsorer. Det er din opgave at lægge hovedet i blød, og forsøge at finde frem til hvilke sponsoraftaler der kunne være fordelagtige at lave – både for din forening, men også for sponsoren. Og så er det din opgave at sørge for, at begge parter er tilfredse med den aftale der bliver lavet. Som sponsoransvarlig er det vigtigt, at du kender den organisation eller den sportsudøver du arbejder for helt ind til benet, du skal nemlig kunne have en solidt grundlag for at træffe afgørende økonomiske beslutninger, og så skal du have styr på, hvad du kan tilbyde de potentielle sponsorer. 

Sportsagent

Som sportsagent vil du typisk fremstå som idrættens repræsentant udadtil. Det kan være du får opgaver der involverer at tage sig af forksellige former for kommunikation. For eksempel kunne det være offentlige udtalelser, kontakt til andre foreninger eller sponsorkontrakter der skal udvikles. Derudover er sportsagenten også typisk den i foreningen, der får mulighed for at rejse rundt i verden. I stillingen kommer du nemlig til at bruge meget af din tid, på at holde øje med hvad der foregår i de foreninger, der minder om den, du er ansat i. Derfor vil du sikkert få mulighed for at tage rundt både ind- og udland for at tage rundt til konkurrencer og møde andre folk fra sportsbranchen – både atleter og alle dem i bagmaskineriet – for at være den første til at opdage hvilke atleter der vil passe perfekt ind i din forening. En del af jobbet kunne også sagtens bestå i at holde øje med andre sportsgrene for at få et så varieret helhedsindtryk af branchen som muligt.

Kampanalytiker

Hvad laver en kampanalytiker egentlig? Og hvad kræver det, at kommer til at arbejde som det? Som kampanalytiker er det dit job at have styr på alle de kampe og turneringer der foregår, og som på nogen måde kan have indvirkning på den forening eller det hold, du arbejder for. Det kræver rigtig meget research, tålmodighed og tid at være en dygtig kampanalytiker, men det er både spændende og ekstremt brugbart, når man forstår at bruge, den viden man tilegner sig, til at hjælpe sit eget hold til at forberede sig så grundigt som muligt. Som kampanalytiker skal man både have blik for at få øje på de afgørende detaljer, og analysere sig frem til den information som er relevant at videreformidle til både atleterne og trænerne. Din fornemeste opgave er altså, at klæde atleter og trænere på til at vinde over deres modstandere i fremtidige opgør. Som hjælp vil en kampanalytiker typisk bruge databehandlingsprogrammer, som kan analysere resultater, turneringer og kampe og på den måde hjælpe til med, at finde ud af hvilke knapper der skal trykkes på fremover.

Sportspsykolog

Jobbet som sportspsykolog baserer sig på mentaltræning af atleter. Som sportspsykolog vil du typisk arbejde med elitesportsudøvere, der skal oprustes til at præstere ved konkurrencer og andre vigtige sportsbegivenheder. En sportspsykolog elsker at hjælpe atleter med at overkomme frygt, opbygge selvtillid og udarbejde rutiner, så atleterne kan blive den bedste version af dem selv. Du vil derfor typisk have en baggrund inden for psykologi, enten ved uddannelser eller kurser. Det vigtigste aspekt ved en dygtig sportspsykolog er at du har god og positiv energi og samtidig har evnen til at projicere det over på atleten. Empati er ligeledes en vigtig del af det af jobbet, fordi man dermed har bedre forudsætninger for at vide, hvordan man skal hjælpe sine atleter med at overvinde mentale udfordringer.

Sportschef

En sportschef kaldes også en sportsdirektør, og er ofte den person, der er ansvarlig for at sammensætte ledelsen i en sportsforening. I dag ser vi, at flere og flere sportschefer faktisk har baggrunde, der ikke nødvendigvis har rødder i sports verden. Alligevel er det ofte enten trænere eller udøvende atleter fra foreningen der ender med at tage posten som sportschef. En sportschefs opgaver er ekstremt varierende fra forening til forening. Nogen arbejder fuldtid, nogen arbejder deltid. Nogen har et udpræget kontorarbejde, og har også ansvaret for markedsføring og sociale medier. Og nogen kombinerer kontorarbejdet med mere praktisk orienterede opgaver som for eksempel vedligeholdelse af faciliteter eller træning. Det har selvfølgelig stor betydning hvilken slags forening eller sammenslutning du arbejder i. 
Typisk vil en sportschef dog, være den der står for at lave og forhandle kontrakter med atleter, samt være den der har fingeren på pulsen i forhold til at finde nye talenter i andre dele af sportsbranchen.

Formand

En formand findes f.eks. i foreninger, parlamenter eller udvalg. Ligeledes findes en formand også i sportsklubber, hvor de står i spidsen for klubbens daglige drift. Brænder du for klublivet og elsker at stå i en lederrolle, så er jobbet som formand lige noget for dig. Formanden er overhovedet for bestyrelsen, og skal derfor uddelegere og holde overblik over klubbens medarbejdere. Det vil også ofte være formanden, der styrer agendaen til bestyrelsesmøder og generalforsamlinger og sikrer at klubbens mål opnås. Som formand er det vigtigt at have fingeren på pulsen i klubbens, for at mærke hvordan den generelle tilfredshed er. Mangler der nye bolde eller andet udstyr, dukker spillerne op til træning, rykker atleterne sig niveaumæssigt eller er der utilfredshed omkring trænerne? Alt det og meget mere skal formanden have overblik over i rollen som klubbens ledende organ.

Er du interesseret i sport? Læs her 3 tendenser vi kommer til at se i fremtiden.

Oddssætter

Som oddssætter vil du være ansat hos en bookmaker til at sætte odds på sportsbegivenheder. Arbejdet som oddssætter kan måske lyde som lidt af et gætværk. Men faktisk skal en dygtig oddssætter gerne være fortrolig med statistik og sandsynlighedsregning. Naturligvis indeholder jobbeskrivelsen også at man følger tæt med i udvalgte sportsgrene. Du skal gerne have det godt med at arbejde i weekenden, og måske også lidt i din fritid, da jobbet inkluderer en masse tid foran skærmen og på stadion. Du skal være god til at opfatte tendenser og mønstre, da en statistik fordel naturligvis ikke altid sikrer resultatet. En finger på sportens puls kombineret med en skarp matematisk hjerne er opskriften på den dygtige oddssætter.

PR manager

En PR manager er en jobtitel man kan have i mange brancher. I sportsbranchen vil en skarp strategisk hjerne, der håndterer den eksterne kommunikation, typisk også være fordelagtig at have tilknyttet, både som klub og forening såvel som individuel atlet. En PR managers fornemmeste opgave er at styrke og vedligeholde kundens interne og eksterne relationer. En PR manager er succesfuld, hvis kunden har et godt brand og oplever god omtale i omverden. Det kræver naturligvis evner inden for markedsføring og branding, og så handler det også om sociale evner. Du skal som PR manager kunne opbygge kontakter, så ens kunder har de bedste forudsætninger for at få bedst mulig omtale på den mest effektfulde måde.

Salgschef

Når man tænker på atleter der svinger støvlen, armen eller hele kroppen, så vil mange formentlig ikke forbinde det med en salgschef. Men faktisk har salgschefen en utrolig vigtig rolle i sportens verden, da det jo netop er en sund økonomi, der får hjulene til at køre rundt ude i foreningerne. Salgschefen sidder i spidsen af den kommercielle afdeling, hvor målet er at generere omsætning, der bliver til grønne tal på bundlinjen. Du skal derfor have markedsføringsmæssige evner og gerne være skarp og ajourført på de sociale medier. Har du arbejdet med Facebook, Instagram eller måske Tik Tok, så vil det uden tvivl gavne dig. Segmentering er også en central del af salgschefens opgaver, da forskellige målgrupper selvfølgelig skal have forskellige budskaber. Salgschefen varetager nemlig opgaver som udlejning af VIP-lokaler, loungeområder til events, promovering af billetsalg og andet markedsføring til sportsbegivenheder, hvor målgrupperne vil differentiere sig mellem de forskellige indsatser.

Fanshop bestyrer

En fanshop bestyrer er, som titlen antyder, den person, der har ansvaret for driften af en fanshop. En fanshop er typisk aktuel i de mest populære sportsgrene som fodbold og håndbold, hvor livet som fan både kan være en hobby såvel som en livsstil. Som fanshop bestyrer er stadionlivet centralt, da man her virkelig kan mærke kærligheden til klubben og dermed efterspørgslen for at støtte ved køb af merchandise. Merchandise er netop en fantastisk måde at vise støtte til sit favorithold eller yndlingsatlet, og en glimrende mulighed for at vise sin støtte offentligt. Fanshop bestyrere er ansvarlige for at tilbyde fansene det mest efterspurgte merchandise og samtidig at drive en profitabel og sund økonomisk forretning for sportsklubben. Skal der købes flere klubtrøjer, drikkedunke, madkasser eller noget fjerde merchandise, så er det fanshop bestyreren, der har ansvaret for indkøb.

Projektleder

Projektleder er en titel som mange har påtaget sig, og som ikke er knyttet til én bestemt branche. Derfor er det også en titel, der dukker op i mange forbund, klubber og sportsorganisationer, og det vil typisk være en af de stillinger man kan blive ansat i, i sportsbranchen. Som projektleder indenfor sport er din opgave at holde styr på de projekter der er i gang i hos den organisation du arbejder for. I et forbund der dyrker holdsport, kunne det eksempelvis være at have ansvar for alle holdets hjemmekampe. Her ville projektlederen så skulle strukturere alle de tråde, og dirigere alle de facetter, der i sidste ende bidrager til et godt slutprodukt. En projektleder kan også være med at til at udvikle nye koncepter, turneringer og stævner, og sørge for at de bliver planlagt og afholdt så gnidningsfrit som muligt. Der vil altid være brug for en projektleder i en sportsorganisation, og derfor er der altid brug for flere af slagsen.

Stadionchef

Som stadionchef vil du stå for den daglige drift og sikkerheden af et stadion. Populært vil du som stadionchef arbejde for en fodboldklub. Du får både græs under skoene og fodbold helt tæt på kroppen. At sikre ind- og udgange såvel som at vagterne står de rigtige steder er en vigtig opgave, når fodboldkampene skal afvikles og fansene strømmer ind. Der kan nemlig indimellem være tumult ved store sportsbegivenheder såsom fodboldderbyet mellem Brøndby IF og FC København, hvor klubbernes ultragrupperinger kan komme i spænd. Denne tumult skal holdes på et minimum, hvilket stadionchefen eksempelvis kan gøre ved at strukturere en sikker opdeling af fans inde på stadion. Ligeledes er den generelle sikkerhed en uhyre vigtig opgave, hvilket betyder at især de øvre tribuner skal sikres med net, gitter og rækværk, således at ulykker undgås. Stadionchefen sikrer at fansene kan hygge sig uden at skulle tænke på andet end den aktuelle kamp.

Jagter du en karriere i sportens verden? Læs her hvor i landet du kan styrke dit CV inden for sportsbranchen.

Fankoordinator

En fankoordinator er bindeleddet mellem klubbens bestyrelse, fansene og ordensmagten. Når kampe skal afvikles er det fankoordinatorens ansvar at alt foregår efter sikkerhedsretningslinjerne. Hvis du arbejder på et stadion skal du derfor også have et tæt samarbejde med stadionchefen, der også er ansvarlig for sikkerheden. Ligeledes er det også vigtigt at fankoordinatore på tværs af klubber kommunikerer for at sikre at kampene afvikles så gnidningsfrit som muligt. I fodboldens verden har DBU endda lavet en håndbog for fankoordinatore, så de sikrer at alle kampe afholdes efter sikkerhedsmæssige og organisatoriske retninglinjer. Skal der laves en tifo, en hyldest eller et andet sjovt indspark til en kamp, så er det også fankoordinatoren, der, sammen med ultragrupperingerne, står centralt i processen.

Billetansvarlig

Jobbet som billetansvarlig sikrer at billetsalget af sportsbegivenheder som kampe og turneringer foregår så godt og gnidningsfrit som muligt. Den billetansvarlige arbejder naturligt sammen med salgschefen, da begge er ansvarlige for at få fyldt stadionerne og hallerne op. Den billetansvarlige skal også sikre at der ikke bliver solgt for mange pladser ift. hvad stadionet eller hallerne har kapacitet til. Rollen kræver derfor et skarpt indblik i fanbasen og et øje for efterspørgsel i det generelle marked og for den enkelte forening.

Scout

‘Scout’ er et engelsk begreb, som på dansk betyder ‘Spejder’. I sportsverden handler jobbet om at spejde efter nye talenter. Som scout arbejder du typisk hos en større klub eller forening, der kan tilbyde talentprogrammer til særligt dygtige sportsudøvere. Udtagninger til ungdomslandshold bliver også foretaget ud fra anbefalinger fra scouts, som er ansat i foreninger som DBU, fodboldens ledelsesorgan. Jobbet som scout medfører derfor en masse weekender på sidelinjen af kampe, turneringer eller andre events, hvor du observere unge talenter. Du skal både have flair for at spotte nuværende talenter, men mindst lige så vigtigt, skal du være god til at spotte udviklingspotentiale. Det kan nemlig være at den dreng eller pige, der løber rundt på banen ikke på nuværende tidspunkt er en af de bærende kræfter på holdet, men at det måske er dem der har mest vilje, og dermed også de bedste forudsætninger for at nå deres fulde potentiale. Nyder du at se sport, analysere atleter i live action og arbejde med danmarks næste topatleter, så er jobbet som scout lige noget for dig.

Hvis du synes de her jobs lyder spændende, og du har lyst til at dygtiggøre dig inden for én eller flere af dem, så læs mere om vores kursus og find ud af, om det er noget for dig.

// Udgivet 22/04-2021