Frederik Skoda FS Management

Fra professionel håndboldspiller til selvstændig sportsagent

Foto: Frederik Skoda

Når man drømmer om en karriere i sportsbranchen, så er der mange muligheder og veje at gå. Vi har derfor taget kontakt til Frederik Skoda, der i 2020 startede sit eget agentfirma FS Management og som kan fortælle, hvordan han kom ind i sportsbranchen, hvordan det er at være selvstændig i den samt give et indblik i, hvad en sportsagent egentlig laver.

Et ønske om at forblive i sportsbranchen

Frederik Skoda har været en del af sportsbranchen lige siden han startede til håndbold som 3-årig. Han har en baggrund som spiller i både Aalborg Håndbold, Randers HH og HØJ Elite Håndbold. Frederik stoppede som professionel som 22-årig og startede derefter som selvstændig sportsagent i maj 2020, hvor hans ambitioner er at gøre FS Management til et førende agentfirma specifikt for håndboldspillere. 

– Jeg var selv professionel håndboldspiller indtil 2018-2019, hvor jeg blev slemt skadet i maveregionen, og var derfor nødsaget til at stoppe karrieren. Efter stoppet havde jeg mange overvejelser omkring min videre levevej, og jeg syntes, at agent-branchen var helt vildt interessant, og jeg ønskede stadig at være i håndboldbranchen. Cirka et halvt år efter mit stop, stiftede jeg FS Management, og hoppede ud som selvstændig spilleragent. 

Frederik havde dog ikke altid haft i sigte, at det var agentvejen han skulle gå, for til dagligt læser han HD – del 2 i Regnskab og Økonomistyring – og arbejder som revisor i PwC Aalborg ved siden af hans virke som selvstændig spilleragent. Hverken uddannelse eller karriere har derfor haft indflydelse på vejen i sportsbranchen, men drivkraften for at forblive i sportsbranchen var nærmere interessen og kærligheden til håndboldens verden. 

Hvad laver en spilleragent?

Frederik beskriver sin position i FS Management således:

– Overordnet set, så skaber jeg kontakten mellem en given spiller og en given klub. Dernæst forhandler jeg kontrakten for spilleren og sørger for, at de får de bedste betingelser i en kontrakt, og samtidig rådgiver dem til at vælge en klub, hvor de kan udvikle sig til at blive endnu bedre.

Frederik er selv tilhænger af princippet ”learning by doing” og er derfor også gået til opgaven med at åbent sind, hvor han var klar på at lære løbende som processen skred frem. Det kan derfor være svært at sige, hvornår man er klar til at springe ud i det, og hvilken erfaring man skal have med fra tidligere, men det er helt klart værd at tage med, at alle kan blive en del af sportsbranchen – også som selvstændig, så længe man er klar på at arbejde for det og lære af det.  

Hvordan var det at starte selvstændigt i sportsbranchen?

– Det var en meget nervepirrende og spændende proces. Jeg oprettede naturligvis en virksomhed og lagde derefter en strategi for, hvordan jeg kunne få gang i biksen. Jeg ønskede at rådgive unge spillere, fordi at jeg selv havde stået i samme situation som dem. Jeg har heldigvis haft et par personer, som jeg har kunne spare med og rådgive mig hos i forhold til kontrakter, men jeg har selv udviklet det personlige forhold til spillerne. – Frederik Skoda

Siden Frederik startede FS Management har han erfaret at hårdt arbejde og tålmodighed betaler sig, og tilføjer yderligere:

– Det er naturligvis en hård branche, da der er flere spillere på markedet, og de konkurrerende virksomheder kan drage fordel af, at de har større organisationer og derfor have en finger med i alle facetter. 

At være sportsagent er en livsstil

Vi spurgte Frederik, hvad han kunne give med af råd til dem, som drømmer om en fremtid i sportsbranchen og helt specifikt som sportsagent. 

– Netværket og de gode relationer til klubberne er altafgørende. Det tager tid, og ens ry er altid på spil, når man laver en spillerhandel. Netværk, gode relationer og et stærkt drive er altafgørende for at blive en god sportsagent. Du skal være tilgængelige i næsten alle døgnets timer, og du skal ikke se det som et job, men nærmere som en livsstil. 

Vi er spændte på at se, hvad fremtiden bringer Frederik og FS Management, og vi synes bestemt, at det er værd at følge med i hans virke.

Drømmer du om en karriere i sportsbranchen – måske endda som sportsagent, så er et forløb på Innovative Sport Management et skub i denne retning, hvor du kan lære meget mere om branchens interne viden fra kompetente og erfarende undervisere.