Søren Runge, Mikkeller Running Club, Job I sportsbranchen

Interview med Søren Runge, præsident i Mikkeller Running Club: Om øl, motivation og anerkendelse i sportsbranchen

Foto: Theis Mortensen
Tekst: Albert Lund Kuhlmann

»Jeg skulle stoppe med at ryge, og det gjorde, at jeg var pissesur hele tiden. For så ligesom at komme af med min vrede, så tænke jeg, at jeg skulle løbe en tur.« Det var motivationen for, at Søren Runge i 2014 var med til at stifte Mikkeller Running Club. I dag er klubben en af landets største løbeklubber, og har gratis træning for motionister hver eneste dag flere steder verden. Vi har taget en snak med Søren om hans vej ind i sportsbranchen, og om hvad det er, øl og sport kan sammen.

Et rygestop som motivation for at løbe

Da Søren gik på lærerseminaret, lærte han Mikkel Bjergsø at kende. Mikkel havde allerede stor succes med mikrobryggeriet ’Mikkeller’, og da de pludselig havde en fælles motivation for at komme ud at løbe, blev de første spadestik til Mikkeller Running Club (MRC) taget.

Jeg skulle stoppe med at ryge, og det gjorde, at jeg var pisse sur hele tiden. For så ligesom at komme af med min vrede, så tænke jeg, at jeg skulle løbe en tur. Mikkel var blevet lidt for tyk efter lidt for mange øl og forretningsmiddage. Desværre fik vi ikke rigtig løbet de der ture, når vi var for os selv. Men det gik op for os, at når vi havde en aftale om at løbe sammen, så fik vi det gjort. Derfor tænkte vi, at hvis vi nu havde nogen flere at løbe med, så ville vi få løbet mere – og så kunne vi henholdsvis komme af med vores vrede og vores vægt. Så lavede vi egentlig bare et opslag på Facebook, hvor vi skrev ”Hey! Vi giver sgu en øl, til dem der har lyst til at komme og løbe.” På den første løbetur var vi måske 8, så var vi 28 og lige pludselig var vi over 100. Så kunne vi ligesom se, at der var noget at arbejde med, og så var det egentlig, vi lavede helt simple regler om at mødes én gang om måneden og drikke en øl efter en løbetur.

Det var altså ikke kun Søren og Mikkel, der syntes, at det var en god motivation at drikke øl efter træningen. Og den stigende interesse for konceptet begyndte at sprede ringe i vandet. Pludselig var der rigtig mange, der ville i kontakt med Mikkel og Søren, og derfor blev Søren ansat til at svare på henvendelser, og til at arbejde med sociale medier ved siden af sit job som skolelære. Konceptet voksede lynhurtigt, og ret hurtigt blev Søren fuldtidsansat som præsident i Mikkeller Running Club, og med ét var han en del af både øl- og sportsbranchen.

Øl som indgangsvinkel til løb

For de fleste virker alkohol og løbetræning nok som noget, der er ret langt fra hinanden. Men for Søren og Mikkel var der en klar sammenhæng.

Jeg tror Mikkel syntes det kunne være sjovt at han havde en løbeklub. Nu havde han et stort firma, og i branchen mødte han rigtig mange ølglade mennesker der, ligesom ham selv, var blevet lidt overvægtige. På et tidspunkt var det bare blevet lidt fedladent med en slidt t-shirt og et langt skæg, og så ville han gerne have flere af de her folk ud og bevæge sig. Så i starten handlede det ikke om at lave et stort eliteprojekt. Det handlede egentlig bare om at få så mange som muligt ud at løbe. Derfor gav det mening at signalere, at Mikkeller bakkede op om motion, og så var det oplagt at kalde klubben ’Mikkeller Running Club’. Det er et community, der er åbent for alle. Det har været gjort tydeligt fra starten, at ligegyldigt hvor god, dårlig, langsom, hurtig, eller hvor langt eller kort du kan løbe, så er alle velkomne til at være med og have det sjovt.

At blive en del af eliten

I takt med at klubben voksede, begyndte Søren og Mikkel også at løbe mere og mere. De havde fået den anerkendte løbetræner Claus Hechmann som træner, og resultaterne begyndte at være så gode, at de blev sultne efter at deltage ved mesterskaber. Det betød, at de var nødt til at stifte en forening, så de kunne stille op for til DM – den forening blev lavet i samarbejde med Claus Hechmann og kom til at hedde ’Hechmann Mikkeller Racing Club (HMRC)’

– For HMRC var motivation lidt en anden. På et tidspunkt begyndte både jeg selv og Mikkel at blive halvseriøse og ret gode til at løbe. Så fik vi Claus til at træne os, og så løb vi lige pludselig halvseriøse tider, der gjorde, at vi gerne vil være med til Danmarksmesterskaberne. Af forskellige praktiske årsager var vi nødt til at lave vores egen klub.
Da vi så fik startet en forening, gik der selvfølgelig sport i den. Vi havde vundet DM for old boys, men hvorfor skulle vi ikke også vinde alle de andre DM? Vi havde Claus som træner, og et par sponsoraftaler som vi mente, var interessante. Så vi prøvede at spørge nogle dygtige løbere rundtomkring i landet. Der var faktisk en del, der kom med på holdet, og det gjorde, at vi ret hurtigt blev de bedste i Danmark.

HMRC nåede at vinde adskillige danske mesterskaber både med individuelle løbere som repræsentanter og som hold. Og selvom Mikkeller nu er ude projektet, som i dag er overgået 100% til foreningen Hechmann Running, var det et bevis på, at øl og løb kan noget helt særligt sammen – også når det gælder eliten.

Der er ikke nogen tvivl om, at MRC er en lige så rigtig løbeklub som alle mulige andre. Alligevel fortæller Søren, at det var som om, at klubben ikke rigtig blev anderkendt af de andre. Ikke før Dansk Atletik Forbund gav dem en helt særlig opgave. I 2019 skulle verdensmesterskabet i cross nemlig afholdes i Århus, og Mikkeller Running Club blev spurgt, om de ville være hovedsponsor.

Da vi startede MRC, var der en del hovedrysten rundt omkring i branchen. ”Man kan da ikke kombinere alkohol og sport”, sagde de. Nogen af de etablerede klubber så nok også lidt skævt til, at en del af deres medlemmer gik over til os. Og så er vores klub jo sådan set gratis. Man skal ikke betale kontingent, og den er vokset så meget, at vi i København næsten har en træning hver. Jeg tror på den måde, at vi blev lidt en konkurrent til nogen af de andre klubber, særligt i København. Da vi så lavede HMRC, blev vi endnu mere irriterende, for så var der nogen af de bedste atleter i landet, der valgte at skifte over til os. Derfor var det ret fedt, da Dansk Atletik Forbund henvendte sig til os. Jeg forhandlede selv med den daværende direktør, Jacob Larsen, om, hvordan vi kunne gøre det så fedt som muligt. Så blev det tydeligt, at når Dansk Atletik Forbund vælger os til at være hovedsponsor på det her kæmpe løbeevent, så blåstempler de os som løbeklub – så kunne de andre i branchen heller ikke gøre så meget andet. Det gav anderkendelse.