Christian Tidemand Andersen: »I denne branche er du ikke uddannet fra dag 1. Måske på papiret, men du lærer hele tiden nye ting«

Foto: Brøndby IF , Tekst: Sofie Segall

Christian Tidemand har efterhånden en del års erfaring i sportsbranchen og i år har han nået sit 9. år hos Brøndby IF. Startskuddet for det hele, har med hans egne ord krævet » mod til at prøve nye ting, perfekt (heldig) timing og nogle der troede på ham«. I dag står Christian med et stort ansvar i klubben som Event Manager. Derudover er han underviser på brancheforløbet Innovative Sport Management. Vi har taget en snak med Christian omkring hans erfaringer i branchen.

Hvad har for dig været altafgørende ift. at bryde igennem i sportsbranchen?

​Der er flere faktorer som har været medvirkende til der, hvor jeg er i dag. Da jeg startede på min Serviceøkonom med sport og event, regnede jeg nok ikke med, at jeg i 2020 skulle starte på mit 9. år i Brøndby IF til august. Da, jeg i sin tid, landede min praktikplads i 3 måneder og efterfølgende blev tilbudt en elevplads som eventkoordinator, tog jeg chancen og hoppede ud i det. Så i starten var det en perfekt (heldig) timing, kombineret med et mod på at prøve noget nyt og ikke mindst et sted der troede på mig, der kickstartede det hele. Derefter har det helt sikkert også krævet hårdt arbejde og en nysgerrighed på at lære nyt. I denne branche er du ikke uddannet fra dag 1. Måske på papiret, men du lærer hele tiden nye ting og kan holde dig opdateret på hvad der sker i verden omkring dig. Sidst, men ikke mindst, har det også været vigtigt at skabe sig et netværk og møde folk både i og udenfor branchen. 

Hvad er din rolle hos Brøndby IF som Event Manager?

Min rolle i Brøndby IF, som Event Manager består i to grene. Den ene del handler om, sammen med min kollega i Brøndby Event, at få fyldt stadion med alle mulige andre events, når vi ikke spille fodbold på stadion. Dette er selvfølgelig meget rettet imod B2B markedet, med møder, konferencer og messer for virksomheder. Disse kan både være partnere med en tilknytning til Brøndby IF, men kan også være helt eksterne, som bare søger en anderledes location, som passer lige netop til det event, de gerne vil afholde. Vi har dog også en del B2C kunder, som afholder alt fra fødselsdage, konfirmationer og bryllupper. Slutteligt varetager vi også specialevent, som fx da vi afholdte Nitro Circus eller verdenskongres for Jehovas Vidner med 25.000 deltagere. Så det spænder bredt på et venue som vores. 

Det andet ben af min rolle består i at drive Fanzonen på kampdage. Her var jeg med inde over fra den spæde start med pop-up fanzone, til den permanente fanzone, der findes bag Sydsiden i dag og som på kampdage tager imod flere tusinde fans. Så fra at lave rammerne, består rollen i, i dag sammen med vores dygtige SLO’er (fankoordinatorer) at skabe indholdet for de fans, som bruger 3 timer før kampstart på stadion.

“I denne branche er du ikke uddannet fra dag 1. Måske på papiret, men du lærer hele tiden nye ting og kan holde dig opdateret på hvad der sker i verden omkring dig.”

Hvad er det vigtigste at kunne i arbejdet som Event Manager hos Brøndby IF?

Jeg tror at den vigtigste egenskab i event arbejdet er at kunne se løsninger, fremfor problemer. Kommer en kunde med et specielt ønske, er det ikke min opgave at stille mig på bagben med det samme. Her skal jeg gå i dialog med kunden om at finde en kreativ og brugbar løsning, så alle parter kan se sig selv i øjnene og få så mange ønsker opfyldt som muligt. Dette betyder også at en stor grad af fleksibilitet og omstillingsparathed er godt at have med i bagagen. Slutteligt, så er det også vigtigt at kunne sætte sig i kundens sted – lige meget om kunden så er en virksomhedsdirektør, parret der skal giftes eller den almindelig fan, som er kommet på stadion for at hygge med vennerne og se fodbold. 

Har du nogle gode råd til andre som ønsker at bryde igennem i branchen?

Kom ud og bevis dig! Det må være det altafgørende. Hvis en person i en ansættende rolle, kan se at du yder en 100 % indsats hver gang og at du er god til de mennesker, du arbejder sammen med, så vil der for det meste være plads til dig på holdet. Derudover er det heller ikke en dårlig kvalitet at være selvstændigt tænkende og kunne tage initiativ. Event handler om at finde løsninger og der er ikke altid én til at hjælpe dig ved siden af. Så kom ud i verden og bevis dig via fx frivilligt arbejde eller timelønnet arbejde, indtil den faste stilling måske dukker op og du kan fremsende et CV, som ikke kun er teori, men også praktisk erfaring.

Tusind tak fordi du har lyst til at læse med på vores blog omkring sportsbranchen.

Ved du ligesom Christian, hvor vigtigt det er at skabe et netværk og oparbejde erfaring, for at få en fod inden for i sportsbranchen?
Så kan vi uden tvivl hjælpe dig, gennem vores sports management forløb, hvor du bliver undervist af branchens professionelle, skaber netværk og samler erfaring.

Læs mere om forløbet her