René Holten Poulsen: “Det skal jo helst være noget, de kan relatere til”

Foto: Bence Vekassy

René Holten Poulsen er en dansk professionel kajakroer – og faktisk en enestående én af slagsen. Vi har taget en snak med ham om vigtigheden ved sponsorater, om at skabe gode relationer og om at bryde igennem i en forholdsvis lille sportsgren. Læs mere her. 

Den 29-årig professionelle kajakroer René Holten Poulsen er født og opvokset på Lolland. Allerede som 19-årig vandt han sølv ved OL i Beijing med sin makker Kim Wraae, og har i løbet af sin professionelle karriere præsteret ved et hav af EM- og VM-konkurrencer, hvor mange medaljer er blevet bragt med hjem.

Men hvordan startede karrieren egentlig for René? Hvad skulle der til for at opnå en elitegrad høj nok til at kunne være professionelt udøvende, dvs. leve af at dyrke sin sport, når sportsgrenen nu ikke er større end den er?

Resultater og personlige sponsoraftaler

For roeren handlede det i første omgang om at skabe resultater og få sponsorater. Han havde første indledende samtale med en potentiel sponsor inden sin OL-præstation, men fik først lavet en aftale efter det olympiske stævne. Det var lige som om, at når først han havde fået titlen som sølv-vinder ved OL, så steg interessen for ham, og det firma, han havde snakket med tidligere, Primatag A/S, bed på. Det samme gjorde J.A. Tømrer & Snedkerfirma. De så pludselig et potentiale i René og tog chancen:

“Når man starter op og har resultater, så skal sponsorerne jo tage en chance for at se, om de kan få noget ud af det. Og de fleste, der giver sponsorater til individuelle atleter i mindre sportsgrene, de får egentlig ikke særlig meget ud af det. Så de tager jo en chance. Men det er vigtigt, at du på en eller anden måde skiller dig ud, og du skal være passioneret omkring det, så de kan se, at ham eller hende her kan noget. Så tror de også på, at du nok skal nå resultaterne. Og så er det med at sige, at det er en langsigtet plan, og det er ikke kun ét år ad gangen. Du skal lave dig nogle gode aftaler, som sikrer dig en grobund for også at kunne give noget igen.” 

Disse sponsoraftaler var dog ikke tilfældige. René arbejdede selv for tømrerfirmaet, og tog derfor kontakt til sin chef i håbet om at få en sponsoraftale i hus. Og Primatag er det firma, hans far var – og stadig er – ansat i, og derfor kunne faderen på samme måde række ud til sin chef. Det var altså klart for René, at det personlige forhold til sin sponsor var vigtigt. De øvrige sponsoraftaler, han har skaffet efterfølgende (eksempelvis med RedBull, der selv kontaktede ham), bygger derfor i høj grad på at sørge for at at skabe relationer og fortælle sin historie, som sponsorerne forhåbentligt finder interessant og et sponsorat værdig.

Det familiære og personlige forhold til ens sponsorer kommer altså i første række for René – især fordi hans sportsgren er i den mindre ende af den danske sportssektor. Og det betyder også, at når roeren er til stævner, så får han opbakning både fra sin forhåndværende tømmermester og fra Primatag-chefen, der tager hele familien med. Støtten fra sponsorerne forekommer altså både økonomisk, men i høj grad også moralsk, og det er fedt for dem at opleve René i aktion, fordi de oplever, hvad det er, de har været med til at skabe: en sportsprofil med OL-guld som målsætning.

“Når du skal have et sponsorat op at køre, hvis du er i en mindre sportsgren eller en individuel sportsgren, hvor det handler meget om passion, så er det til at starte med en rigtig god idé, hvis du har en personlig relation. Hvis de føler, at de kan give dig noget, og at de er med til at gøre en forskel, så de ikke føler, at det bare er for, at du kan få nogle flere penge.”

En profil, man kan relatere til

At etablere det relaterbare ved en sportsprofil som René er sket på flere måder, bl.a. igennem personlige blogindlæg lige fra starten af.

Renés første hjemmeside lavede han selv allerede som 18-årig ud fra et skelet, han fandt frem til. Desuden oprettede han en blog, som han hyppigt opdaterede med indlæg, der fortalte om hans bedrifter, mål og træning. Selv har han en fornemmelse af, at det har været spændende for bloggens læsere og hjemmesidens besøgende at følge med i, hvordan det har gået hans karriere – hvilket selvfølgelig er ganske typisk for fans.

Men der har også været en idé i, at René delte meget om sig selv på bloggen og hjemmesiden – både i gode og dårlige tider. For så kunne læserne bedre relatere til ham. Han var ikke bange for at fortælle om nederlag eller dårlige stævner, for med det kunne han bare vise sig som en fighter:

“Hvis man oplever et nederlag, så rejser man sig igen, og så kæmper man videre.” 

Og bloggen har også medvirket til at give sponsorerne en fornemmelse af, hvem René er:

“At skrive blogindlæg, det er rigtig godt, for det kan de bruge internt.”

En god investering

René ville gerne nå dertil, hvor skole og fritidsjob KUN var noget, han skulle tage sig af, når han synes, han havde tid til det. Han ville gerne kunne fokusere 100% på sin sport, og ikke skulle bekymre sig om, hvorvidt han ville kunne nå det planlagte træningsprogram for ugen på grund af andre faktorer.

Dér er René nu nået til i sin karriere. Men det krævede en vigtig investering fra hans side tidligt i karrieren. For i stedet for at bruge sin bonus fra det førnævnte OL-resultat på sig selv, valgte 19-årige René at finde sig en presseansvarlig. Han ansatte Brian Martin Rasmussen, som helt frem til i dag stadig er en støttepille, der sørger for pressemeddelelserne om René, den unge kajakkomet fra Lolland.

Brian har en kontakt i alle hjørner af pressen, og han ved præcis, hvordan historien skal formes specifikt til den enkelte journalist, og hvad den ene eller anden nyhedssektor er interesseret i at vide om René. Og ligesom bloggen har Brian været behjælpelige med at skabe en relation mellem René og hans sponsorer:

“Jeg får ham til at sende pressemeddelelser ud, og det får jeg ham også til at sende til mine sponsorer, for så får de det direkte fra mig af, i stedet for at få det fra medierne af. Så får de den ikke-polerede og ikke-redigerede udgave, og det er vigtigt for dem.”

Derfor har det været fornuftigt at bringe Brian og senere Maj Larsen (til ikke-konkurrencerelateret PR) samt Sofie Lysgaard (bl.a. til sponsorater og samarbejder) ind i billedet til at hjælpe med at skabe omtale:

“Det er jo med at have de rigtige folk omkring sig.”

Og hvad er det så for en omtale, der er blevet etableret om René?

Det rigtige image

Som udgangspunkt er René blevet fremstillet som en tough fyr, der tager tyren ved hornene og skaber sin egen karriere. Han er en fighter, der kommer fra den fjerne ende af Danmark, og som kæmper for at nå sine mål og opnå gode resultater. Og så er han på nuværende tidspunkt den eneste dansker med titlen “Professionel Kajakroer”.

Det er netop denne fremstilling af en karakter og en fortælling, René har skabt om sig selv med hjælp fra blandt andre Brian og Maj. Men med tiden har René fået muligheden for at vise andre sider af sig selv.

Han oplevede eksempelvis et anderledes fokus fra offentligheden, da han vandt titlen som Årets Sportsnavn 2015 og BT Guld. Han mærkede det også under sit forhold med elitesvømmeren Pernille Blume og som deltager i Vild Med Dans og Til Middag Hos. Han var ikke længere bare den hårde nyser af en sportsatlet, som han ellers havde ageret langt hen ad vejen.

Men her skal man også passe på, at man ikke havner i en reality-stjerne-situation. Selvfølgelig er det godt at blive oplevet i andre sammenhænge end som sportsudøver, for så kan man vise andre sider af sig selv. Men René kunne fornemme, at han i en overgang i højere grad blev associeret med dans end med kajak. Og sådan skal det helst ikke være. Det handler om at finde balancen.

Så som professionel sportsudøver skal man, ifølge René, have for øje, hvad det er, man stiller op til, og hvad det vil gøre for ens image udadtil. Kan der være eventuelle negative følger af dette?

Kajakroeren påpeger dog også, at det altså ikke er her, man starter. Man må først etablere sig som en sportsprofil – og gerne en, som folk kan relatere til eller forholde sig til. Så kan mulighederen dukke op, når man har etableret sit image.

For René har dette image bygget på at vise, at han er et hårdtarbejdende individ, man kan forholde sig til:

“Man skal huske, at når man går ud til eksempelvis en håndværksmester, så er det typisk én, der har arbejdet hårdt selv. Det skal jo helst være noget, de kan relatere til. Det er rigtig vigtigt, at de kan se sig selv i det, og føler, at det er en fed oplevelse.”

Skrevet af Martin Rahbek

René har overordnet set fået det hele til at ske for sig selv. Men de fleste professionelle atleter vil undervejs få brug for en hjælpende hånd på samme måde, som kajakroeren har fået hjælp fra branchefolk som Brian Martin Rasmussen og Maj Larsen.

Drømmer du også om at blive presseansvarlig for en professionel atlet som René Holten Poulsen? Eller måske vil du hellere tage dig af sponsoraftaler? Har du god forståelse for at skabe gode relationer og forhold to parter imellem?Så kan du sende en ansøgning til kursusforløbet Innovative Sport Management i Roskilde lige her. Ansøgningsfristen er denne søndag d. 28. Oktober.