F.C. Københaven: Gør mere ud af stadionoplevelsen

I en verden, hvor vi konstant interagerer med oplevelser, digitale medier og underholdning, kan det være svært at skille sig ud. Det gør sig især også gældende i sportsbranchen, som skal konkurrere med resten af underholdningsindustrien, for at opnå publikums opmærksomhed. Skal man se fodboldkamp, gå ud at spise eller tage i biografen? Vi har taget en snak med Thomas Gerdes, Sport og Event koordinator hos FC. København og Venue manager i TeliaParken, om hvad storklubben gør for at følge med på et konkurrencepræget marked og hvilke tiltag der kan skabe merværdi for fodboldoplevelsen.

Foto: Privat

Tekst: Tine Ewé Jensen

Merværdi gennem stadionoplevelsen

Inden for de seneste år, er tilskuertallene i Superligaen dalet markant. Det er også et problem som FC København døjer med. Det har fået Thomas Gerdes og resten af FCK’s eventhold, til at undersøge, hvad man kan gøre, for at skabe en større oplevelse ud af live-kampene. Og det er lidt af en opgave, at finde ud af, hvad der gør at deres fans føler de får en bedre oplevelse, når de er i TeliaParken og ser fodbold. For at finde frem til det, har FCK valgt at involvere deres fans i processen, da det er vigtigt for klubben at deres fans får en stemme i forhold til, hvilke oplevelser de ønsker at få. Når fanen involveres, er det også med til at skabe ejerskabsfølelse over stadionet og klubben.

Udfordringen ligger i at, klubben har mange forskellige fans, hvilket betyder at der derfor kommer mange forskellige ønsker. Nedre C, er oprindeligt ‘hovedfantribunen’. Her er står alle de gamle sæsonkortholdere, der har været med siden 90’erne, og som derfor kan være nostalgiske omkring klubbens tiltag. Deres ønsker ligger mere i at bevare de traditionelle ting, klubben har lavet. På sektion 12 eller nedre B, har vi stemningstribunen, som har til formål at “gøre TeliaParken til et mere festligt sted”. Thomas fortæller at de er i tæt dialog med Sektion 12, i forhold til, hvilke tiltag de har planlagt i forbindelse med kampene, hvor eventholdet fx kan bidrage med musik, der passer til fangruppens aktiviteter. Sektion 12, vil have plads til at kunne synge og råbe for at sætte stemningen på stadion. Derfor får de også skruet ned for musikken en halv time inden kampstart, så de kan få plads til at synge deres fansange.

På familietribunen ser det helt anderledes ud. Her er det nogle helt andre behov, som skal dækkes. Børnene skal stimuleres og gerne helt op til kampstart, og derfor bliver der gjort mulighed for at man kan få autografer af spillerne, møde maskotten Leo, spille bordfodbold, lege med ansigtsmaling og vinde præmier. Klubben har særligt haft fokus på at udvikle familietribunen med nye tiltag på børnetribunen. Og det har givet pote for der sælges flere børnesæsonkort end nogensinde før.

De stemningsskabende tiltag til publikum, er også med til at skabe en bedre oplevelse for spillerne: “Den gode stemning på tribunerne, har altså en direkte indflydelse på at sætte spillerne op til kampen”. Netop derfor har FCK’s fysiske træner Anders Storskov, også ønsket at der spilles en bestemt sang, imens spillerne varmer op på banen inden kampstart, for at give dem et ekstra boost inden de skal præstere.

Som 12 gange danmarksmestre er der også, en forventning til mesterskabsfesten. Til planlægningen af festen, inviterer eventteamet også deres fans til at komme med input og tiltag som de synes kan løfte festen. Til Thomas’ overraskelse, var det ikke ønsker om at opleve store kunstnere på scenen og have et kæmpe set-up omkring festen. I stedet havde klubbens fans et ganske simpelt ønske. Værdien for dem, lå i at skabe en fest, hvor de sammen med spillerne kunne fejre sejren. Rammen skal være helt simpel og der skal bare gøre plads til at de kan komme tættere på hinanden og spillerne i det øjeblik, hvor der skal fejres.

Udvikling af de fysiske rammer 

Et andet tiltag, som kan bidrage til fodboldoplevelsen er: FCK EXPERIENCE. Om stedet skriver FCK selv at det er “Stedet, hvor du kan fordybe dig i aktuelle udstillinger i det F.C. Københavnske univers og opleve sider af klubben, du aldrig har set før”

I FCK EXPERIENCE handler det i høj grad om den storytelling som museet formår at fortælle de besøgende. Historien kan skabe en relation til spillerne og dermed også TeliaParken og klubben. Det kan være med til at tillægge holdet en værdi, som omfatter mere end fællesskabet, øllen og den gode stemning. Udstillingerne skifter løbende når “omstændighederne, historien og anledningen inviterer til det”. I den første udstilling, hylder de klubbens 25 års jubilæum, med et nostalgisk tilbageblik, hvor man blandt andet kan se udviklingen i hjemmebanetrøjer og et glædeligt gensyn med ting som Zumas sko fra sit berømte saksespark. Alt sammen er elementer fra øjeblikke gennem tiden, som har haft betydning for klubbens udvikling. Og ikke kun de sportslige præstationer, men også minder fra store fan aktiviteter, som har skrevet sig ind i historien.

I dagens Danmark, hvor alt sker online og bliver mere og mere teknologisk, sætter det også større krav til stadionet, som skal kunne følge med. Det betyder også at teknologien er vejen frem for TeliaParken. Det 25 år gamle stadion, bærer præg af sin alder og det giver nogle udfordringer, som til tider kan være svære at løse. Lige nu udvikles der på at opgradere storskærmene, som skal kunne følge med konkurrenten, TV. Kan storskærmene give publikum statistikker og recaps, som på TV, er der ingen undskyldning for ikke at se kampen live. Derfor arbejdes der på, at storskærmene kan vise alle statistikker for kampen, som hvor langt spillerne har løbet, hvornår holdene sidst mødte hinanden og hvor mange mål de enkelte spillerne har scoret tidligere. Lige nu har FCK en app, som kan vise statistikkerne fra kampen. Thomas nævner vigtigheden i at alle elementerne spiller sammen, sådan at tilskuerne kan få en fyldestgørende oplevelse med sig. “Det er hele denne stadionoplevelse, som gør at det bliver mere end bare kolde sæder, hotdogs og øl.” – Fortæller Thomas.

Udover en udvikling af det digitale på stadionet, for at følge med konkurrenterne, kan aktiviteter og oplevelser på stadionet, tilføje en ekstra dimension til liveoplevelsen. Alt fra Lucky-seats, cheerleaders og gæsteoptrædener i halvlegen er med til at gøre liveoplevelsen til noget særligt. Ved at bringe noget interaktion på banen, fastholder man tilskuernes opmærksomhed og giver dem en oplevelse udover det, man kan opleve når man ser med på TV. Det giver en merværdien til dem som har købt en billet til dagens kamp.

Rødder i musikbranchen

For Thomas, der har rødder i musikbranchen, er det interessant at høre om der er elementer fra musikbranchen som sportsbranchen kan tage ved lære af eller omvendt. Han mener at musikbranchen godt kan tage ved lære af sportsbranchen, som formår at bruge  kommercialiseringen effektivt, hvor klubber fx skaber en brand identitet gennem deres sponsorer. Det kan gavne bands og spillesteder meget at udnytte kommercialisering i form af sponsorer og samarbejdspartnere til at skabe en fast identitet. Det er noget som Thomas mener Roskilde Festival og Skanderborg Festival, især formår at gøre, som to flagskibe inden for musikken i Danmark.

Thomas mener også at flere af de danske stadions, sagtens kan blive udnyttet bedre. Meget af tiden står de fleste stadions tomme, når der ikke er fodbold, og det koster mange penge. Derfor er det oplagt at afholde koncerter eller andre sportsbegivenheder, når banerne ellers ikke bliver brugt, og dermed få en forretning på det. TeliaParken rummer meget mere end fodbold, og er et hus med michelin restaurant, privathospital, virksomheds kontorer etc., ligesom at Brøndby Stadion også bliver brugt til events og konferencer m.m. udover fodbolden.

Gode råd?

Er drømmen at få en fod indenfor, er Thomas’ bedste råd at starte som frivillig inden for den klub eller organisation man ønsker. Han nævner selv, at hvis han skal udpege en til en jobåbning, så kigger han altid først på sit eget venue-team. Han ved hvordan de frivillige arbejder, hvad deres holdning er til tingene og vigtigst af alt, så ved han at de ikke skuffer ham. De er villige til at kaste sig ud i nye ting og tager gerne udfordringerne op.

“Det handler i høj grad om learning-by-doing og man skal være villig til at gøre det beskidte arbejde”

Man skal derfor ikke være bange for at få beskidte fingre og kaste sig ud i forskellige arbejdsopgaver, for at få prøvet det hele af. Når man arbejder som sport og event manager, så skal der eksekveres. Derfor skal man kunne håndtere mange forskellige typer arbejdsopgaver :“Hvis der skal flyttes nogle monitors, så må man gøre det uden at kny”.

Vil du lære mere om FCK EXPERIENCE, så kan du læse med her og du kan læse mere om FCK på deres hjemmeside.

Vær med til at skabe udvikling for sportsbranchen gennem innovative events. Bliv klædt på til jobbet på Innovative Sport Management.